Afsløringen

I dag har Maria det godt. Hun kæmper stadig og det vil hun blive ved med resten af sit liv. Maria har fået tilkendt fleksjob på 17,5 timer om ugen og er pt. i arbejdsprøvning

Maria lever på landet med sin dejlige og forståelige kæreste, hendes hund, kat og to høns. Hun håber for sin fremtid at hun bliver gift, får to børn og bliver selvstændig.

Maria er en fortælling om forfatterens eget liv skåret helt ind til benet. Fortællingen startede i "ulykkelige omstændiheder", hvor jeg mødte mit handicap og nye personlighed for først gang og jeg har forsøgt at skrive det på sådan en måde at jeg var mit handicap og Maria. Det lykkedes ikke helt, men læserne må tage det som det er :)

Jeg vil fremover skrive om hverdagens op og nedture og hvor langt jeg er med mine mål. Det var vigtigt lige at få forklaret min baggrund, da det ellers kan være svært for andre at forstå hvad jeg kæmper med af små og store ting.

Kampen om uddannelsen

Maria tog kontakt til hendes elevplads og sagde at hun ikke kunne arbejde fuldtid, men ville forsøge sig med 30 timer om ugen. Hun startede på elevpladsen, men blev fyret 14 dagen efter pga. at der ikke var plads til Hendes handicap.

Hele ideen med at få en uddannelse var at hun ville få muligheden for at søge fleksjob når hun var færdig. For fik hun ikke sin uddannelse, måtte hun nøjes med en førtidspension, hvilket hun ikke kunne se sig selv i.

Marias forældre fik fat i en advokat, som hurtigt kunne få kommunen til at makke ret og det endte med at Maria kunne få lov at tage sin elevtid på 25 timer om ugen. Hendes elevtid blev forlænget med 6 mdr. Maria havde ikke de bedste vilkår på hendes elevplads, fordi kommunen skulle uddanne hende af tvang og ikke af lyst. Hun fik flere gange af vide at hun ikke skulle træde det mindste ved siden af, for så ville de fyre hende og personalechefen mente ikke at hun kunne afslutte hendes fagprøve med bestået.

Da dagen endelig kom og Maria skulle op til hendes sidste eksamen, var hun meget nervøs, for hun havde ikke rigtig nogen fra arbejdspladsen der bakkede hende op og alle de andre elever havde for længst taget deres eksamen og glemt alt om hende. Hun havde dog hendes forældre med, som altid havde støtte hende og troet på hende. Endelig kom tidspunktet hvor hun skulle have sin karakter. Sensor og lærene var hurtig blevet enige om at hun skulle have et 10 tal og at hun burde sidde inden for det kommunale, for så ville der blive sat skub i tingene. Maria havde et smil til op over begge ører, hun var så stolt og måske en smule skadefro, for hun havde hørt mange af de andre "normale" elevers karakter var på kun 2,4 og 7, hvilket ville sige at hun lå som en af de højeste.

Altså hende som alle havde set dumpe fik et 10 tal til sin fagprøve eksamen. Hun var så fucking stolt.

Neuropsykologens hårde ord

Efter 5 mdr. hos hypnotisøren var Marias depression godt på vej væk. Hun havde stadig op og nedture, men slet ikke i samme grad som tidligere. Hun kunne nu koncentrere sig om at tage en uddannelse. Hun havde været i gang med adskellige uddannelser som f.eks. dyrepasser, dyreadfærdsterapeut, HF og VUC, men ingen kunne hun holde til at gennemføre. Til sidste endte hun med at tage en HG2, som hun gennemførte med bravour og manglede da kun en praktik på 2 år.

Men det skulle vise sige at det ikke blev så nemt. Maria søgte ind ved Kommune og kom derefter til samtale. Maria havde i mellemtiden snakket med hendes forældre om at det godt kunne være at hun ikke kunne holde til at arbejde fuld tid, pga. hendes træthed. Da hun kommer til samtalen går det ritig godt og hun nævner at hun ikke helt er klar over om hun kan arbejde fuldtid. Men at det ville hun finde ud af inden evt. ansættelse. Hun får kort tid efter brev om at hun er ansat som elev ved Kommunen.

Maria skulle i mellemtiden til en neuropsykologisk undersøgelse, for at få fastslået hvilke skader hun havde pådraget sig i 1999 og hvilke konsekvenser det ville have i fremtiden. Maria fandt for første gang i 8 år efter ulykken ud af at grunden til at hun var træt, ukoncentreret, manglede overskud, følelsesmæssig nervevrag og mange flere, var fordi hun havde en organisk dysfunktion, også kaldet hjerneskade. Et lys blev tændt og et lys blev slukket. Nu kunne hun forstå hvorfor hendes liv indtil nu havde været et stort kaos. Men nu kunne hun også se hvor stort et kaos resten af hendes liv ville blive. Hun fik også at vide at en del at hende nok aldrig ville blive ældre end 16 år og at hun lige så godt kunne blive gode venner med hendes 16 årige personlighed. Sammen med neuropsykologen fandt hun også ud af at hun aldrig ville komme til at arbejde på fuldtid - max 20 timer om ugen.

Socialforbi, lykkepiller, selvmord

Maria gik til flere forskellige psykologer pga. hendes depression igennem mange år. Der var ikke meget hjælp at hente, da hun hver gang blev erklæret rask. Der var dog en psykiater som erklærede Maria til at have socialforbi, hvilket hun nok kunne have lidt ret i. Men på den anden side, hvor kom denne sociale forbi fra? Var det fordi der ikke var nogle der havde lært hende, hvordan man geberder sig offentlig? Hvordan fører man en ordentlig samtale, hvad snakker man om? Ja der er da mange uskrevne regler om dette emne og det måtte siges ikke at være Marias stærke side. Psykiateren gav hende også nogle lykkepiller, prozac tror jeg de hed. Hun tog dem i godt tre mdr. og stoppede derefter. Maria var hverken glad eller sur, hun var bare midt i mellem. Hun kunne ikke kende sig selv i de tre mdr. og hun følte heller ikke at det var den rette vej at gå, hvis hun skulle komme problemet til livs - Depressionen kom 10 gange retur, da hun stoppede med pillerne. Maria havde flere gange givet udtryk for at hun ikke ville leve sådan et liv og at hun ønskede at hun var død i den ulykke hun var i, i 1999. Hun tænkte på at køre frontalt ind i en lastbil eller et træ, men det var som om at når hun mentalt var klar, så var kroppen ikke klar. Disse situationer opstod flere gange over flere år.

En dag var både hoved og krop klar til at tage springet, men hendes samvittighed havde kort inden kontaktet en hypnotisør. I mailen til hypnotisøren skrev hun at hun længe havde overvejet selvmord og at hun var klar nu, men hvis han mente han kunne hjælpe, skulle han kontakte hende hurtigst muligt. Lige idet Maria rejser sig for at gå, ringer telefonen. Det var hypnotisøren der ringede. Han mente helt bestemt at han kunne hjælpe og at hun skulle komme ligeså hurtigt hun kunne.

Ulykkelige omstændiggheder

Maria var en ganske almindelige pige på 13 år, med masser af venner og fritidsaktiviteter. Maria gik både til håndbold, dans og ridning. Det var blevet onsdag og Maria skulle til håndboldtræning. Træningen gik godt og alle var i godt humør. Maria skulle cykle de god 2 km. der var hjem, men det var intet problem, da hun cyklede den tur hverdag. Da Maria kommer ud til cyklen var det halvmørkt og småregner, så der var ingen tvivl om at hun ville skynde sig hjem. Da Maria var kun 200 m. fra hjemmet sortner det for hende.

Maria blev kort tid efter fundet liggende i modsatte side af vejen, bevidstløs og blødende. Der blev ringet 112. To dage efter vågnede Maria på Århus Universitets Hospital og kunne hverken snakke eller bevæge sig. Hendes forældre var der og stod smilende med tåre i øjnene. Maria fik at vide at hun havde kørt ind i en lastbil og havde pådraget sig åbent kranibrud, hvilket resulterede i at hun var blevet lam i hele venstre side. Maria tog sig til venstre arm og spurgte hvad det var, hvortil hendes forældre svarede at det var hendes venstre arm.

Fra den dag startede Marias kamp i livet. Genoptræningen skred fremad og benet kom hurtigt i gang igen, men armen ville ikke helt makke ret. Maria var lige pludselig ikke den glade pige længere, hun var den bekymrede, sørgende pige.

Her er Maria ved at lære at gå.

Maria fik åbent kraniebrud og blev lam i venstre side, efter hun kørte ind i en lastbil. Hun blev efterfølende lagt i koma.

Her under ses Maria kort tid inden ulykken