torsdag den 27. september 2012

Op igen frk. Bie

Det er efterhånden ved at være længe siden jeg har skrevet på bloggen og sådan vil det nok fortsætte fremover. Jeg har været lidt i konflikt med mig selv, om hvad jeg ville med denne blog. Jeg ville gerne dele alle min op og nedture, men jeg kunne godt være bange for at mine pårørende ville føle sig ramt, da det ofte kan have noget med dem at gøre. Man skal efterhånden passe meget på med hvad man udtaler sig om.

Nå men på trods af det kan jeg da fortælle lidt om hvad der er sket siden sidst. Jeg har været igennem en rigtig lang nedtur, ikke så voldsom som den kunne være, men bare sådan en "jeg orker ingenting, men jeg skal", "der er ikke nogen der kan lide dig" osv. Den er ikke helt ovre endnu, da der lige pt sker en masse ting i mig liv, som jeg ingen indflydelse har på. Jeg bryder mig ikke om at gå i uvished, da jeg ikke føler jeg har nogen kontrol overhovedet. Desværre kommer der mange uvisheder i mit liv og det vil der blive ved med.

Med hensyn til arbejde, havde jeg regnet med at det bare kørte der udad. Jeg var i virksomhedspraktik fra juni til 31. august med henblik på fastansættelse fra 1. september. Det skal lige siges at arbejdspladsen selv havde ringet efter mig. Anden sidste dag inden min praktik var slut kommer chefen ind og fortæller mig at de ikke kunne finde pengene, så de kunne beholde mig. Jeg havde gjort dem opmærksom på at hvis de vidste tidligt i praktikken at jeg ikke kunne blive, ville jeg gerne havde det at vide, da jeg så ville søge noget andet. Men nej de lagde hele tiden op til at jeg skulle blive der. Jeg må indrømme at da han træder ind på mit kontor og fortæller den dårlige nyhed og afslutter med at sige "jeg håber du vil komme i morgen", kunne han rende mig et vis sted. Jeg var så rasende og ked af at blive holdt for nar. Billig arbejdskraft, det er hvad jeg er. Der er ikke noget at sige til at selvtilliden får sig et knæk engang imellem.

Nu den 27. september sidder jeg med 4 uopfordret ansøgning og er helt nervøs for at skulle aflevere dem. Jeg  har mest lyst til at sende dem med posten, men jeg ved udmærket godt at jeg sælger mig selv bedst ved at møde op personligt. Måske  er det frygten for at blive afvist, måske er det frygten for at jeg igen har overvurderet mine egne evner. Det sker ofte at jeg får solgt mig selv så godt at vi helt glemmer at jeg har et handicap der skal tages hensyn til. Det er en af ulemperne ved en hjerneskade, at man glemmer alt det man ikke kan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar